924´eren solgt

Så er 924´eren solgt samt alle delene (de fyldte en hel garage). Håber ejeren bliver glad. For mig var det et interessant projekt, men jeg fik kørt for lidt og samlet for mange dele. Nu går tiden med min 928´er – og måske på sigt en tidlig 911´er…

august 22nd, 2012 by Lars | No Comments »

Projekt på hold

Så er det tid til en opdatering. Jeg har jo købt en 928´er som supplement og den er der lidt mere ryk i. Den er dog også fra 1984 og med en V8 på 4,7 liter.

Selvom 924´eren er tæt færdig (ophæng, den sidste rust laves og så males) så har jeg opmagasineret den og fokuserer på at få 928´eren på plader.

Her kan man se det rust jeg har arbejdet med. Der var mest bagpå. Skærmene gider jeg ikke lave, der har jeg pæne skærme fra en 1981´er.

december 23rd, 2011 by Lars | No Comments »

Fejeblad og rustjagt

Der sker ikke så meget på 924-fronten, mest fordi jeg har været på jagt efter en 928´er.

En trist dag i Herlev

Jeg har dog gjort en dyd af af nødvendigheden og efter at et torsionsrør i venstre side knækkede under et sving og sendte mig hjem på et fejeblad er jeg gået i gang med at slibe 924´eren ned så den kan komme til maler / blive malet.

Det tager sin tid, ikke mindst fordi en forgående ejer har givet Porsche skibsmaling eller andet stads der sidder i kager på den. Heldigvis kommer det af, det kræver bare lidt arbejde.

I samme omgang har jeg fået en 8 bar kompressor og en sandblæsningspistol, hvilket gør at jeg kan komme ind i hulrum og i bund med de steder hvor metallet er blevet arret af rust.

Det tager sin tid, men til gengæld lærer jeg en del om at slibe, fjerne / finde rust og spartle buler ud.

 

oktober 16th, 2011 by Lars | No Comments »

På træf

Selvom jeg har købt nyt hus med mange opgaver (og en garage!) skal der være tid til lidt sjov. Så den ældste søn og jeg hoppede i 924´eren og kørte til Porsche og Corvette træf ved Hillerød.

Der var mange flotte biler der er lagt timevis af arbejde i – så det er bare at komme i gang 🙂

Klik på billedet for at se det online – og galleriet

og der er mange flere billeder her, taget af mig.

juni 5th, 2011 by Lars | No Comments »

Blinklys og hverdagsbil

Hov, når først bilen kører er jeg ikke så flink til at få skrevet her. Min undskyldning er at jeg har købt og flyttet ind nyt hus – med stor garage til bilen og 100 m2 kælder med plads til at opbevare stumperne.

Men status er at bilen kører nu, mindst et par gange om ugen. Blinklysproblemet viste sig at være en lidt pinlig fejl.

For pludselig begyndte mit kørelys at stå af, sådan at lygterne klappede op og ned. Specielt når jeg kørte over bump og lignende.

Jeg må tilstå at jeg var tæt på at aflevere bilen til skrot indtil jeg fik kigget nærmere på sikringsboksen under instrumentbrættet i føresiden…her sad de fleste stik bagpå løse. Så ved at trykke dem alle sammen godt på plads forsvandt de elektriske problemer (kombineret med den nye generator). Olielampen og håndbremse-lyset kan dog stadig lyse når man holder ved tomgang, men gasser man lige op så slukker lamperne…oh well, det er en ældre bil 🙂

Næste skridt er at få skiftet passagerside døren (ny står i kælderen) og få lavet bulen i bunden hvor en tidligere ejer har fejlmonteret en donkraft. Derefter smårust og så se sig om efter en fornuftig maler (har talt med en automaler og undrer mig over hvordan de tjener deres penge).

maj 28th, 2011 by Lars | No Comments »

Vandpumpe, generator, tandrem – og blinklys

Et ordentligt hop blev taget i dag. Porschen blev kørt til Kvinderup og så blev der taget fat med stor hjælp fra de lokale VW-entusiaster. Status på dagen er:

At den halvsløje generator blev skiftet fra en 76-model til en 81-model med mindst 150.000 færre kilometer på bagen.

  • At vandpumpen blev skiftet til en helt ny og kølersystemet tætnet og luftet.
  • At tandrem og kilerem og diverse hjul blev skiftet.
  • At tændingen blev justeret og tændkablerne justeret så de ikke længere gav fejlstrøm oppe hvor de stødte på motorhjelmen (duh!)
  • …desværre kunne jeg, da jeg hentede bilen om morgenen, konstatere at blinklyset er stået af igen. Hmmm, måske er det bare ikke meningen af den skal have blinklys 🙂

    Nuvel nu skulle motorhakken være løst, så kan det være den får lov til at runde en autoelektriker der sikkert kan finde fejlen på 5 minutter.

    Lidt stemningsbilleder fra dagen med gamle og nye dele:

    Næste skridt er nu at få sat dørene i stand. Jeg har købt en nye dør til højre side i Tyskland (1000,- incl porto). Den er rustfri men skal have sat håndtag, ruder, låse og spejle på.

    marts 12th, 2011 by Lars | No Comments »

    Blinklysets genkomst

    At rode med biler fra 70´erne med elektronikproblemer er noget djævelskab. Da jeg fik min Porsche virkede blinklyset, men efter 1. syn (hvor tanken lækkede) virkede det pludseligt ikke mere.

    Jeg skiftede sikringer, gennemgik ledninger, tjekkede sikringsboksen, stelforbindelser og fanden og hans pumpestok. Til ingen verdens nytte: Nødblinket virkede, men det almindelige blinklys var dødt, tot, havde stillet træskoene og havde blinket sit sidste blink. Det mindede faktisk en del om en vis afdød papegøje.

    Men sidst da jeg arbejdede med dørene havde jeg opdaget at der var knækket et ben af en keramisk modstand helt ude ved spidsen af motorrummet og at der var en masse sort snask ved nogle ledninger ved strømfordeleren. Så modstanden blev skiftet og det sorte snask renset af.

    Bare for at se hvad det betød startede vi bilen og hey presto! der var lyst på alle lamper – og da jeg tog en prøvetur til Gørløse virkede blinklyset pludseligt. Hvorfor er et godt spørgsmål, men det virker og man skal som bekendt være taknemmelig for også små mirakler.

    Jeg fandt desuden en ledning der synger på sidste vers til en 2.2 uF/100V kondensator, der skulle sikre at min generator lader ordentlig (læs mere her). Så den skal lige renoveres på næste værkstedsdag. Samtidig skal der skiftes lidt døde pærer i instrumentbordet.

    Sjovt nok betød den renoverede modstand og ledning også at motoren gik bedre og ikke hakker så meget omkring 2.500 rpm. En hurtig tur viste at optrækket er rimeligt kvikt nu og det lange lys holder kraften. Nu skal en professionel lige skifte tandrem, vandpumpe og kilerem. Ikke fordi der er meget galt, men når man alligevel er i gang og så kan det tjekkes af på listen og den forhåbentligt køle lidt bedre om sommeren (kølerblæser er skiftet).


    En lille kondensator hænger i den sidste tråd. Bør nok skiftes.

    Desværre var dørene ikke en succes. Men passagerside dør er helt ædt af rust i bunden. I stedet havde jeg to pæne døre fra en rustfri 1981´er – troede jeg. For efter et par timers arbejde kunne vi konstatere, at 1981 døre ikke passer på en 1976 Porsche 924. Selve låsemekanismen er simpelthen lavet for grundlæggende om.

    Jeg har også to ekstra døre, men de er også fra 1981+ biler. Så de er heller ikke meget nytte til. Porsche Centrum skal have 2.500+moms for en dør så det er dømt ude, en tysk ebay-forhandler skal have 1.075 kroner incl. fragt og chefmekanikeren kan sandsynligvis svejse 81+ bunden på 1976-døren.


    Chefmekaniker og far roder med 81-døren, som endte med ikke at passe.

    Så næste skridt er:

  • Skifte vandpumpe, kilerem og tandrem
  • Ordne bulen i vangen i bunden
  • Finde ny passagerside dør / renovere
  • Få stillet tændingen
  • Samtidig savner jeg også et par pæne dørgreb, men de kan efter al sandsynlighed glasblæses og udstyres med nye cylindre, så virker de.


    Næste projekt: Tandrem, kilerem og vandpumpe.

    februar 19th, 2011 by Lars | No Comments »

    Ny dør – næsten

    Mens chefmekanikeren tømte 4-5 liter vand ud af sin hverdagsbil fik jeg samlet dimserne til den kommende tandrems/generator/vandpumpe/kilerems-skift. De var der heldigvis alle sammen.

    Derefter gik jeg i gang med at skifte den højre dør da hele bunden af den er tæret i 10 centimeters højde. Heldigvis har jeg 2 andre sæt døre i rustfri stand.

    Jeg besluttede mig for at sætte dørene fra min skrællede 81´er på da de er pænest, har virkende lås og vinduesmekanisme. Samtidig har de nyere sidespejle – også selvom den så ikke bliver holdt så original som jeg gerne ville. Men de små spejle er ikke til at køre med og det ene er desuden flækket i plastiken.

    Som altid er der noget der skal gå galt: Så da døren passede fint på bilen efter lidt asen og masen, så passer de to låsesystemer fra 1976 og 1981 ikke sammen. For hvor låsen på 81-døren er 20 mm tyk er låsenmekanismen på 76-døren 17 mm tyk. Så enten skal karossen trykkes lidt der eller også skal låsen slibes en smule…det blev næste gang for klokken var blevet sent.

    I øvrigt var det også tid til at teste årets julegave fra hele familien: Topnøglesæt i god kvalitet. Det lod mig tage døre, låse og diverse bolte af uden problemer. Umm!

    januar 27th, 2011 by Lars | No Comments »

    Det bliver i familien

    Som om det ikke var nok at jeg har en 924, så har min bror også investeret i en. Den er dog lidt anderledes i og med at den har glasfiberskærme og front der får den til at ligne en 944 – og en kabine der har fået et nyt instrumentbræt. Det er samtidig en 1977 model, så er der lidt forskel i motorrummet.

    Under glasfiberen er skærmene ikke så meget værd og den vil ikke starte, sandsynligvis pga. en død benzinpumpe. Heldigvis har vi et par stykker liggende 🙂 Lige nu er der dog alt for koldt på værkstederne til at arbejde med biler.

    december 23rd, 2010 by Lars | No Comments »

    Endelig i garage

    Efter noget i tid i sne og slud har jeg endelig fået Porschen i garage. Det har den nok bedre af i længden…

    Nu skal der, når der findes tid, laves de forskellige udskiftninger i motoren. Samtidig kan jeg hygge lidt omkring kabinen og evt. skifte døre.

    december 11th, 2010 by Lars | No Comments »